Efter en lille flyvetur fra bangladesh til Nepal, bliver vi budt velkommen af vores guide med kæmpe smil og blomsterkrans. For sådan gør Budister ved folk de vil ære og ønske alt det bedste… Vores guide er en 25 årig, frisk, hindu/budistisk dreng fra Nepal, der har stået for alle de praktiske tilrettelæggelser for vores ophold i Nepal, og han fulgte os igennem det hele, så vi bare kunne nyde alle de dejlige oplevelser, der ventede på os…
Vi startede med en enkel dag i Nepals hovedstad Katmandu, hvor naturen bød os velkommen med 1 cm store hagl, der bankede ned på vores bil… Jeg må indrømme at jeg var glad for at jeg ikke var en af de super mange scooter-kørere, der var alle steder rundt om os… For til forskel fra Dhaka, der vrimler med rickshaws (cykeltaxi), så kører alle på scootere her i Nepal, hvilket måske siger lidt om den økonomiske forskel på de to lande, selvom Nepal også er et rigtig fattig land.
De næste to dage tog vi på kajaktur ned af Nepals floder.. Ingen af os havde prøvet kajak før, så vi startede ud med et par timers øvelser i at kunne blive redet, …hvis det nu skulle hænde at vi skulle vælte/dreje rundt i båden og vende med hovedet ned i vandet… Derefter tog vi på tomlen, den første og bedste lastbil for at komme hen til floden højere oppe i bjergene… og vi levede livet lidt vild, så vi tog turen oppe på taget af tankvognen.. Kajak kan anbefales, det gir kriller i maven at sejle ned over de små vandfald… Efter min lille arm var godt brugt, gik turen til vores ben… de næste 5 dage tog vi turen op i bjergene.. Mount Everest Basecamp måtte vi erkende ikke blev i denne omgang, men vi besteg Poon Hill, som er 3200meter over havets overflade… og her fra var der den fedeste udsigt til “de store hvide bjerge”… og jeg må sige uhhhhh en udsigt… men inden da skulle vi lige gå 2000 meter op af masser af trappe trin… her var Steffen den hurtige bjergged… med masser af fart( hvis jeg skal sige det) nærmest løb han op ad bjergene… Jaja lidt tyk smører jeg nok på.. men stakkels lille jeg… mine små ben måtte tage trin for trin og afsats for afsats til pause, for kondien var nok ikke den bedste efter 5 måneder i bangladesh uden den store motion… men op kom også jeg!
Turen går langs stier og trapper, som er blevet lavet for mange år siden af folket, der bor i bjergene og langs disse stiger ligger der små tehuse, hvor du kan få en soda eller lidt mad eller en lille seng til at hvile i… Det var disse tehuse, vi brugte efter en dags vandring… Det er bestemt i Nepal, at det kun er de mennesker, der allerede bor i bjergene, som må udbyde husly og mad, hvilket gør at du kommer tæt på lokalbefolkningen og du ikke ender med store hoteller der ville ødelægge det hyggelige liv, der er i bjergene…
På vandring i bjergene skal du hilse for være venlig og dette gøres af alle turister og lokalbefolkning ved at hilse på hinanden med ordet “Namasté”…
Efter vores smukke udsigt gik turen ned af bjerget igen… og her blev vores lægmuskler sat på prøve… og vores rygge begyndte at være lidt ømme af vores bagage…
Det er lidt koldt oppe i bjergene, så vi tager en tur ned til en nationalpark med vilde næsehorn, elefanter, krokodiller og et hav af fugle… Her havde vi 3 dage, som stod på Jeeptur i brændende skove med udkig til dyrelivet, kanotur blandt krokodillerne, vandretur og kastefolket i områdets danse, hvor drenge/mænd danser rundt med pinde og slår dem mod hinanden… Det så nu meget godt ud…
Som afslutning på Nepalturen, havde vi to dage i hovedstaden hvor vi tjekkede hindu og budistiske templer ud… og vores guide fortalte og tegnede… Hvilket gjorde vi fik et godt indtryk af tro, tankegang og kultur fra en nepalesisk mand side… super spændende…
og så sad vi i flyet på vej hjem til vores savnede familier og venner og livet i Danmark, der føles stille og rolig, når det ses i forhold til larmen i Bangladesh…
Vi ses jo nok snart over en kop kaffe!!!

Imorgen kl. 19.55 lokaltid letter flyveren mod Danmark og med mellemlanding i Doha (Qatar) og Munchen lander vi i København kl. 12.15 dansk tid på mandag den 29. august.

Det er ret specielt at skal forlade denne verden hernede og igen tilbage til det virkelige liv i Danmark… Det er svært at forholde os til. Vi glæder os dog begge til at sætte fødderne på den danske muld og hilse på venner og familie, som vi selvfølgelig har savnet de seneste måneder.

De kommende par uger lukker vi ikke helt ned her. Vi vil skrive lidt mere om vores oplevelse med at sige farvel til Bangladesh og vores sidste tid her. Og der vil også komme flere billeder.

Vi glæder os til at se jer allesammen derhjemme

Steffen (og Helle)

Februar har været en måned, hvor det på den ene side har været hverdag og på den anden side er sket en masse ting. Vi har fået ansat en ny principal – jeg tror det hedder forstander/leder – på vores skole. Vi har været til ansættelsessamtale både på Potnitola-skolen og vores egen skole. Der så vi virkelig hvor svært det er her i yderområderne at få gode folk, der kan snakke engelsk. Det er virkelig svært for mange hernede at snakke engelsk, men jeg tror alle de er bedre til det skriftlig end alle os danskere. I starten af måneden oplevede vi også et forældremøde for hele skolen. Der snakker de lidt om regler og andre praktiske ting. Selvom det lyder en del som et dansk møde, var det alligevel en sjov oplevelse og noget anderledes.

En anden special oplevelse var vores skoleudflugt. En begivenhed som alle lærere og elever glæder sig til. Ved de små klasser skal en forældre med pr. barn, men det endte alligevel med at der var mange flere forældre end lærerne havde regnet med. Det betød at der ikke var sæder nok, så jeg (Steffen) fik den ære at sidde på en havestol i midtergangen af bussen. Lidt småfarligt – men det var rart da der for en gang skyld var plads til mine ben. Vi endte ved Bangladesh’s svar på Djurs Sommerland – der var ikke så mange forlystelser, men der var en lille zoologisk have, så det var egentlig meget hyggeligt. Der var planlagt lotteri og vi havde nogle lege med, men da 250 personer skulle bespises blev det alt for sent, så det nåede vi ikke… Jeg tror, hvis det var mig der havde ansvaret ville der trods alt ha været lidt mere styr på… Da vi skulle hjem kørte vi bare… Der var ikke nogle der talte elever eller forældre… Vi kørte bare (Vi har dog ikke hørt at der manglede nogle)

Nogle af vores Dissability patienter er blevet opereret i løbet af denne måned, så vi var forbi det tidligere danske hospital, hvor de var. Hospitalet er specialiserede i spedalske, som har været og et stort problem i Bangladesh. Nu har de både spedalske og opererer også forskellige handicaps. Det var meget spændende lige at se og også at hilse på nogle af vores patienter.

I flere måneder har lederen fra den skole, der ikke har volontører, plaget os for at komme og besøge dem, og også lavet nogle lærermøder. Det har vi været her i februar. Det har været meget hyggeligt, at give dem nogle redskaber til undervisning, og også se forskellen fra vores egen lærergruppe i Birganj til lærergruppen i Pirganj (den anden skole).

En af vores Hindu-kollegaers mor døde i februar. For hinduer betyder det at de kun må spise en lille smule ris om aftenen, de skal klippe sig skallet, gå i noget hvidt tøj og de må ikke sidde ned. Sådan er det i 13 dage. I slutningen af de dage inviteres venner og familie og spiser en masse mad – samtidig mindes den døde. Vi var inviteret med og vi kom sådan set bare og spiste og så gik vi igen – Det var god mad:)

Selve arbejdet hernede i februar har bestået i at hjælpe med at ansætte nye lærere, ha undervisning (Det er faktisk lidt svært at have fysik/kemi og matematik på engelsk… Der er en masse nye ord der skal læres), afholde lærermøder og computerundervisning. Vi har en egentlig haft okay travlt i februar.

Det var vores februar måned… en måned, hvor det var lidt hverdag, samtidig med at der egentlig skete en masse ting.

Hyg jer hjemme i Danmark

Steffen (og Helle)

Ritamoni - foerste gang vi moedte hende

For da hun vågnede havde hun ligget i vandet i for lang tid uden at få luft, og fik derved en hjerneskade. Da hun vågnede var hun lam og havde svært ved at snakke.Hun har været patient ved skolens Dissability program fra programmets start for 2 år siden – hun havde simpelthen den tvivlsomme ære at være den første patient. Hun kunne ikke gå og kunne kun sidde. Efter 6 måneder ved at følge nogle øvelser kunne hun gå ved hjælp af en krykke. Hun er nu 17 år og kan gå ved hjælp af en stav.

Hendes problem nu er at hendes familie er meget fattige. Hendes far er tigger og hendes blinde mor sidder derhjemme. Lige nu er hendes søster den eneste der kan tage sig af hende, men hun er også gift og skal passe sin egen familie. Deres hus har de bygget (hvis man kan sige det om en bambushytte) på statens jord og det betyder at staten lige pludselig kan komme og kræve jorden, så har de ingen hus.

Vi fik fra Aarhus Bykirke og Ung Uge, Bethania Herning samlet omkring 11.000 kroner ind og har fra de penge støttet hende til at kunne klare sig selv. Hun har med hjælp fra Dissabilityprogrammet fået undervisning i at sy og vi har købt en symaskine til hende for ca. 500 kr. Samtidig har hun lejet en lille bod på markedet til ca. 7 kr og på den måde kan hun nu få lidt indtægt ind.

I den sidste måned er der også nogle patienter, som er blevet opereret for forskellige handicaps. Disse kan vi nu hjælpe med diverse hjælpemidler fra vores lille pour-fond.

Ritumoni med hendes nye symaskine

I det hele taget må vi bare sige at hernede bliver selv små skavanker til livsvarige handicaps. Hvis der gennem øvelser, træning og anden hjælp blev taget hånd om det – ligesom i Danmark – ville de slet ikke udvikle sig, som de gør hernede. Men desværre er resourcerne ikke til.

Skolens Disabilityprogram har ingen midler, men kun 1 ansat og alligevel kan vi se at det gør en stor forskellig for patienterne.

… Men ud over at Anne skrev opgave, var der jo også bare rigtig god tid til tøssehygge, pigefilm, bagning, lange gåture, spontan bankebøfleg med fattige børn fra en landsby, opstart af en lille tøse-banglaskole for Anne og jeg, spil og meget mere… “og hvad lavede Steffen så”… Ja, jeg tror han tog chancen til at fordybe sig i noget langt vigtigere, end alt dette tøsefnidder… – Et godt solid fodboldspil, hvad jeg ved af, noget med at vinde, købe og taktik…

… men indimellem i løbet af Januar skete der noget andet. Vi fik besøg af vores med volontørvenner Maria, Birgitte samt Moni – hende vi også holdt jul hos. Dejlige dage som stod på endnu mere dansk hygge, stille rolig picnic ved floden (kun med 6 mennesker der stod og kiggede), dissability, 10 mennesker i en seng til film og misty-smagning osv. Hertil skal siges, at Misty er en delikatesse her i Bangladesh af den meget søde art, hvilket jo skulle afprøves inden Birgitte vente næsen hjemad igen mod Danmark – dog er det ikke alle misty’er du frivilligt bare sådan lige putter ind i din mund… (Tjek billeder så forstår du…)…
… Men den store kulturelle oplevelse for mig i januar var vores tur til LAMB hospitalet. Her skulle vi besøge Hannah (fra USA) som vi havde mødt i Dhaka på sprogskole. Hun havde arrangeret, at vi kunne komme på hospitalet og se alt hvad de lavede… og jeg mener ALT… fx var vi inde på fødegangen, hvor vi gik igennem få minutter efter en mor lige havde født og en anden lå klar til snart at skulle… Vi besøgte også hospitalets ergo/ genoptræningsafdeling… Vi overnattede i deres guesthouse og om aftenen besøgte vi så LAMB hospitalets cellegruppe… Her sad vi mennesker fra alle mulige lande, læger, lærere og børn sammen og læste i Biblen på måske 6 forskellige sprog… og alligevel havde vi følelsen af at her er vi sammen om noget, vi alle synes giver mening…
…Alt i alt har januar været en kold måned, dog ikke så kold, som vi havde forestillet os. Det har været en måned med masser af dejlig besøg. og til slut, desværre et farvel og på gensyn med “Anne-Pande”… Dette gjorde vi nu med maner… Vi tog en dag ind på Nordic Club, et sted i Dhaka hvor alting er som i Danmark – næsten. Vi kunne bade i badetøj, spise brændende kærlighed og ligge og nyde at se vores fed blege krop blive brunere…

Tak Anne for Dejlige oplevelser sammen!!!

Fordelen ved natbus er at vi ikke skal betale for overnatning og vi ikke bruger en dag på transport, men til gengæld er man mange gange helt smadret dagen efter. Peter mødte alle folkene heroppe og dagen efter var der Dissability-day, så det fik han også oplevet. Juleaften tog vi med en lejet bil til Potnitola, hvor vi skulle holde jul sammen med Birgitte og Maria. Det blev en juleaften, vi sent vil glemme. På vejen til Potnitola kørte en motorcykel ud foran os, så han kom lige på en flyvetur over styret. På få sekunder samles en stor flok Banglesere og står og råber og snakker og midt i det hele stod vi hvide mennesker og holdt godt øje med vores baggage. En lille smule vildt og opleve, hvor hurtigt de samles og hvor mange der har en mening. Motorcykelisten blødte lidt fra benet, men var ellers okay. Efter lidt tid kørte vi så bare videre. Ikke noget med forsikringssnak og erstatning o.s.v. Det eneste vores kører sagde var at motorcyklisten var skør i hovedet og havde sikkert drukket risvin.
Vi landede sikkert ved Maria og Birgitte og brugte noget af aftenen på at vente på en pakke (ikke fra julemanden, men bare fra DK) Hyggeligt lige at være sammen bare os danskere… Og Maria havde lavet marcipan… Det var fantastisk! Det næste store drama skete, da pakken kom og vi skulle ud og hente den. Peter gik med pigerne ud (Der var jo brug for en stærk mand) og da han trådte ud trådte han på noget blødt. Det viste sig så at være en knap 1 m. lang slange, som ville besøge os her juleaften. Hvad der efterfølgende skete er svært at forklare… Men vi var lidt oppe at køre og jeg tror ikke nogle af os er helt vilde med slanger. På et tidspunkt kiggede den mig lige i øjnene og jeg var rimelig hurtig inde i huset igen… Indiana Jones kan heller ikke li’ slanger!
Efter slangeoplevelsen og det forhøjede blodtryk, tog vi ud til landsbyen, hvor der var den store fest. En kristen juleaften i Bangladesh foregår på den måde at vi danser rundt ved hvert kristent hus i landsbyen, synger og danser og be’r tilsidst en bøn… På den måde dansede vi rundt i et par timer. Derefter hjem at spise (Ingen flæskesteg, bare bangla-mad) ved en 23 tiden og ved midnat gik vi så i kirke. Til gudstjenesten var alle oppe at komme med en hilsen, og selvfølgelig også os fra DK. En dejlig stille og rolig gudstjeneste, men meget koldt.
Næste dag blev en stille og rolig dag med spil og hygge. Om aftenen havde vores landsby tradition for en udadrettet aften med sang, teater og dans. Vi var oppe at synge en sang fra DK, Peter dansede en af hans frygtelige danse og Birgitte var også oppe at danse. Meget sjov oplevelse.
Efter en meget speciel jul tog vi Peter med på turisttur. Først til den største Budhist-tempel-ruin syd for Himalaya. Derefter mod Sundurban – en stor naturpark i det sydlige Bangladesh, som bl.a. er berømt for den kongelige Bengalske tiger. Vi så ikke nogen tigre, men kom på en en dages bådtur, hvor vi var heldige at se slanger, store firben, oddere og ikke mindst flere krokodiller, hvor den største vel var knap 4 meter. Det var fedt at sejle rundt i vores egen båd og være heldig at se så mange dyr. Derefter vendte vi turen mod Dhaka for at hente Anne, som ankom den 29. dec. Vi havde lovet både Anne og Peter sommer og sol tog vi afsted til Cox’s Bazar. Det var lidt koldere end sidst, men stadig lækker at få lidt varme og sol. Vi oplevede nytår 2 gange, da regeringen havde bestemt at nu skulle alle køre efter samme tid i Bangladesh. Imens vi har været her, har de i Dhaka kørt én tid og ude på landet har man kørt på en anden tid (supersmart!), men nu er der igen 5 timers forskel fra DK til Bangladesh. I Cox’s Bazar boede vi denne gang ude på et resort, som var meget vestligt-venligt. De havde deres egen private strand, hvor vi tog ud den 1. jan. så I kan glemme alt om nytårs-skihop og sove længe o.s.v., som man plejer at gøre 1. jan. Vi var på vores egen strand på vores egen ø, og det var lækkert for en gang skyld at være helt sig selv og kunne solbade og slappe af uden en kødrand af mennesker omkring os. Efter nogle gode dages afslapning var det afsted til Dhaka igen (med natbus), få Peter sat på et fly og gøre klar til igen at komme op til kulden i Birganj. Jeg ved I har haft en kold januar i Danmark, men I har trods alt opvarmede hus.
Vi håber snart at komme med en opdatering på januar måned. De næste dage tager vi til Dhaka og så skal vi sige farvel til Anne, der har været hernede i 5 uger. Hyg jer hjemme i DK

MVH
Steffen (og Helle)

Og hvilken rundtur… Hvis vi skulle skrive sådan sammenhængende om det hele ville det blive et meget langt indlæg, så jeg tror jeg vælger lidt punktforms-agtigt i kronologisk rækkefølge

Uge 1 – sidst i november

startede vores ferie. Det gav en del problemer, da det samtidig er den største muslimske ferie – vel på linie med julen i Danmark. Alle besøger venner og bekendte og på selve Eid-dagen slagter man så en ko eller et andet dyr midt ude på gaden, og samles bagefter med familie og venner og spiser den. For muslimerne er det til minde om Ibrahim, der var tæt på at ofre Ismael (Os kristne mener så at det var Isak). Det betød blod og døde dyr i gaderne og det var en noget speciel oplevelse.

Vores ferie bestod i en tur til landets sydlige punkt Cox’s bazar og Sct. Martins Island sammen med Birgitte og Maria – volontører ved en søsterskole. Vi havde set frem til at komme et lidt mere vestligt og turistet sted hen, men blev måske lidt skuffet. Bangladesh har verdens længste ubrudte sandstrand på ca. 120 km. Vi troede, at det var stedet,hvor vi kunne gå lidt mere i mængden, var flere hvide mennesker, være fri for affald, rod og trafikkaos. Strand og natur er rigtig flot, når man kommer lidt væk fra hotel-,trafik- og menneskekaos. Stranden er perfekt og stor og flot, men vores kulturchok fik vi, da vi så hvordan de bruger stranden. 95% af bangla-folkene står fuldt påklædt oppe på stranden og snakker og kigger(kigger især hvis der er nogle hvide mennesker). Ingen solbad,  en del der sopper, nogle i vandet, men især hvis det er piger er de i fuldt bangla-dress – bare en hel masse der står på stranden og kigger. Som vesterlænding kan man ikke regne med at man kan ligge og solbade uden der samles en flok banglesere og kigger. Som pige skal  man være fuldt påklædt både når man solbader og bader i vandet. Det er meget specielt at opleve det, og også lidt trist når der kommer nogle blegfede danskere og gerne vil bade, solbade og bare ligge for sig selv. Det kan man godt glemme! Men en rigtig flot strand og vand. Vi tog også 3 dage til landets eneste koralø. Her har vi hørt at man kan finde et lille sted for sig selv og så bade og solbade helt normalt – Det leder pigerne især efter. Men det lykkedes ikke for os rigtig at være alene… (Jeg tror ikke det er muligt i dette land. Der bor for mange per kvadratmeter). Vi er ude at snorkle, og ellers rundt at se den hyggelige ø som endnu ikke er spoleret af store hoteller. Sct. Martins er det eneste sted i Bangladesh, hvor det har været lidt svært at komme rundt fordi vi ikke helt mestrer sproget.

Andre oplevelser i den ferieuge:

- nattevagt på stranden for at se skildpadder komme op på stranden og lægge æg (Det lykkedes ikke)

- vores første natbustur med airconditionbus. Vi frøs hele natten, da de også kører aircondition om natten. Værsgo 15 grader hele natten, så sover man rigtig skidt!

- overnatning i en hotelmanagers lejlighed, da hotellet var fyldt op. Hotellet havde fået gode anbefalinger i Lonely Planet, så alle udlændinge fik særbehandling.

En rigtig god ferie i det mest turistede område i Bangladesh (som overhovedet ikke var turistet!) Og hyggeligt at være sammen med andre danskere på tur.

Efter at have været i Cox’s Bazar og Sct. Martin tog vi til Dhaka, hvor vi tog fly til Calcutta videre til Bangkok – hovedstaden i Thailand. Det var en helt ny fornemmelse at være i Thailand. Jeg har aldrig før nydt at være i et så turistet og vestligt land. Der er rigtig stor forskel på Bangladesh og Thailand, når man som dansker skal rejse rundt i landet. Når man kommer fra Bangladesh er det som at tage bybussen i Danmark, når man skal rejse rundt. Det er superlet at være turist. Vi tog direkte til busstationen og hoppede på en natbus sydpå. Vi havde reserveret en bungalow i nærheden af Khao Lakh i Sydthailand i 5 dage. Et rigtig lækkert sted med ro og strand og dejlig varmt vejr. Khao Lakh blev vores base i næste 2 uger:

- 4 dage tog det at tage dykkercertifikat. Det er rimelig intens med ca. en dags teori, 1 dyk i bassin, hvor man lærer de basale færdigheder. Derefter 4 dyk ude i havet. Der var flere ting at holde styr på end jeg havde regnet med, men dykning er virkelig fantastisk. Første dyk var vi nede i 50 min. og da vi kom op troede vi det kun havde varet 10 min. Det er en helt ny verden man kom ned i med fantastiske farver, nye flotte og også mærkelige fisk, og et lidt nørdet fællesskab med andre dykkere. Efter de 4 dyk og en bestået dykkereksamen var vi ret meget klar til flere dyk, så vi tog på en 2 dages bådtur  med 6 dyk til Similan Island. Vi nåede ned til 28 meter dybde og en masse gode og oplevelser. Jeg synes det er lidt sejt at være dykker.

-Efter at ha set skildpadder, klovnefisk, barracudaer, lionfisk, papegøjefisk, moræner og en hel masse andre dyr, som vi ikke anede eksisterede var vi klar til helt almindelig afslapning ved stranden.

- Motorcykeltur rundt i området til vandfald, templer og et mindesmærke for tsunamien for 5år siden som ramte området hårdt.

- Elefanttrekking i junglen. I første omgang sad vi bare på sofaen på elefantens ryg, men vi fik også lov til at sidde lige på nakken af elefanten… Det var lidt vildt… Der blev holdt godt fast.

- Kanotur i junglen. Hvad gør man lige når kano-manden sejler ind under nogle træer ved bredden stopper og peger lige op over hovedet på én, hvor der ligger en slange. Kan vi så komme videre tror jeg nok!

Jeg må bare sige at det ikke er sidste gang jeg er i Thailand. Det er et rigtig flot land og mange spændende ting at se – og så er det forholdsvis billligt i forhold til DK (Ikke i forhold til Bangladesh).

Sidste hele dag tilbragte vi i Bangkok og fik oplevet byen (Bl.a med en times massage til 45 kr. Derefter en flytur hjem til Bangladesh (Vi fortrød lidt de billige indiske flyselskab vi havde  valgt da på tur og retur flyet var 2-3 timer forsinket hver). Vi kunne se frem til at min gode ven Peter ville stå at vente på os i lufthavnen i Bangladesh. Farvel (og på  gensyn – helt klart!!!) til Thailand .

Fortsættelse følger senere på ugen og der vil også komme billeder frem… Det er blevet et frygtelig langt indlæg…

Godt nytår til jer allesammen.

MVH Steffen (og Helle)

… men i skal da ogsaa lige have en lille opdatering paa, hvad vi har lavet siden sidst…(se billeder)
En dag pakkede vi tasken (se lige det billede af Steffen med taske og solbriller… Jeg kan jo kun blive varm om hjertet med saadan en kaereste, specielt det skaeg) og tog paa en 10 km vandretur til et tempel, hvor hinduerne fejrede (et eller andet) ved at lave kraemmermarket, cirkus ++ der var alt hvad du kunne forestille dig af ubrugelige ting i plastik… Vi moedes saa med skolens tedame og hendes familie ved templet og spiste, var i cirkus osv og koerte hjem igen paa hendes mands van (en cykel med lad, der kan laesses med alt muligt)… en rigtig dejlig dag… Ok, slap jeg saa let omkring at fortaelle om cirkusset naahhh velll… for ser i, cirkus her nede er virkelig farlig, men kun fordi alt alt foregaar uden sikkerhedsliner osv… og ellers er det virkelig kedelig fx tager man et dyr i et bur og saetter ind midt i arenaen, og der staar den saa lidt i sit bur og saa tager man den ud igen, “jahh saa havde vi vel set dem”…

EN ANDEN dag tog vi paa picnik med vores madmor og hendes mand og barn… (De er tre mennesker, vi bare nyder rigtig meget hernede)… De kommer over hele familien, naasten hver aften en halv times tid og snakker og hygger…) men vi tog paa picnik ud til en soe og havde den ville store middag med som Nomita havde lavet(madmor)… og derefter tog vi ud for at se en gammel slot…

..ov.. glemte helt at skrive om elefanterne vi saa, da vi gik mod templet… Jeg tog et billede af dem,,, Han ville have penge for det.. mange penge… Vi ville ikke betale og saa begyndte den store drama… Vi ville gaa uden om og han jagtede os med elefanten… Vi gik den anden vej og elefanten kom efter os… Jeg Helle blev lidt bange, saa matte gaa helt taaet paa Steffen… men Steffen var sur, ingen skulle presse penge ud af ham og saa slet ikke med en stor elefant… saa han sagde det sureste han kunne paa bangla og satte et meget alvorlig ansigt paa, hvilket hjalp… Elefanten blev bange og loeb… Nej nej saa sur kan han nu ikke blive… men elefantmanden opgav at presse pengene ud af os og vi gik videre… ja hvor tidt er det lige man oplever at blive truet af en elefant…

Udover de helt specielle oplevelser er de sidste 2 uger gaaet med laerermoeder hver dag, saa det har vaeret ret travlt. Det har vaeret alt lige fra teambuilding, speciel fokus paa hjemmearbejde eller ikke hjemmearbejde, engelsk film, banko, dramastykker, og alt muligt mere. Det har vaeret godt at have noget virkelig konkret at tage sig til, men vi glaeder os rigtig meget til at se noget andet af Bangladesh, da vi foeler at vi har vaeret i det samme omraade i lang tid.

Vi har ogsaa de seneste maaneder arbejdet meget med Dissabilityprogrammet. Her fik vi lavet en video til IMU i Herning, og de stoettede projektet rigtig godt. Se videoen her

Klik her for at se den indsatte video.

Igaar var Steffen lige ved barberen for at faa studset skaegget og faa klippet til sommerkort haar. Her er det blevet koldt, men i det sydlige Bangladesh er det dejligt varmt.

I maa hygge jer rigtig meget i Danmark, Vi vil glaede os til turen der venter pa os, speciel til sol og besoeg af gode venner…

mvh helle og (STEFFEN)

Eksamen

Nu er vi igang med eksamensperioden og det betyder samtidig at nu har vi masser at lave. Vi har besluttet at vi ville ha lærermøde hver eneste dag under eksamnen, så det betyder planlægning af 11 lærermøder. Næsten hver dag er der eksamen fra kl. 10-12 eller 12.30. Alle klasser er til eksamen og hernede betyder en dårlig karakter at man skal tage klassen om. Så lige fra børnehaveklassen til 7. klasse har de eksamen i alle fag.

Ca. kl 13 har vi så lærermøde en time frem. Det kan være alt lige fra diskussion i grupper om forskellige emner (på engelsk), engelske sange, undervisning i retning af opgaver, snak om gode og dårlige ting ved Bangla-undervisning, engelsk film, kommunikation, How to teach og mange andre ting. For et par dage siden tog vi fat i et problem vi havde observeret i undervisningen. De bruger enorm meget tid på at rette opgaver. Et eksempel kan være at når de starter timen op skal hjemmearbejdet rettes. Så hver elev går op og får rettet og underskrift på sit hjemmearbejde, mens de andre elever sidder og venter. Det var de første 10 min. Så undervises der i forskellige sætninger på tavlen som de så skal skrive i deres hæfte. Det var de næste 10 min. og til sidst skal de opgaver rettes på samme måde som hjemmearbejdet, hvor de sidder og venter på at få rettet. Så er timen slut. Ikke effektiv undervisning. Vi tog en snak om det til lærermøder, hvor de selv kom med ideer til hvordan det skulle løses og derefter kom vi med nogle ideer. Alt sammen noget de tog godt imod.

De sidste 14 dage

Siden sidst har vi besøgt vores med-volontører Maria og Birgitte i søsterskolen i Potnitola. Det betød 4 timers kørsel i bil 2 timer på god vej og 2 timer på ekstrem dårlig vej. Det var rigtig hyggeligt og se deres skole og snakke lidt dansk. Helle havde bagt rugbrød og vi havde et par dåser leverpostej med, så det var hyggeligt med en dansker aften.

Vi har også haft besøg af Filip fra Danmark, som har været med til at starte skolerne op. Hyggeligt også med besøg fra ham. Han tog os en dag ud til 2 kristne menigheder. Det var spændende at se en Bangla-menighed ude i en helt fattig landsby, men med glæde, sang og dans.

En enkelt eftermiddag var vi en tur ved floden sammen med Mukta. Vores naboer har taget sig af Mukta, som så er deres tjenestepige. Hun er rigtig rar og kan noget engelsk, så hun tager nogle gange med os ned på markedet og hjælper os med at købe ind.

Jeg har haft fornøjelsen af at opleve en fodboldfinale i fodbold til et eller andet lokalt stævne. Det var sjovt at opleve et Bangla-stadion (Jeg savner MCH-arena) og banglatilskuere. De har ikke helt de samme stadionfaciliteter.

2 af vores lærere fra skolen har også en lokal musikskole med dans, sang og musik. Vi blev inviteret med og det var endnu engang sjovt at opleve Bangla-dans og sang.

Hop ind på billed-siden og se nye billeder for de seneste uger.

Alt godt herfra

Steffen (og Helle)