Jeg(helle) sidder her hjemme i mors og fars varme stue og tegner og fortæller ud fra de fantastiske billeder(synes vi selv) vi tog da vi som afslutning på vores rejse, …”lige måtte tage en tur forbi de store bjerge i Nepal…” og synes at i andre skal have lidt fortælling med også til billederne.

Efter en lille flyvetur fra bangladesh til Nepal, bliver vi budt velkommen af vores guide med kæmpe smil og blomsterkrans. For sådan gør Budister ved folk de vil ære og ønske alt det bedste… Vores guide er en 25 årig, frisk, hindu/budistisk dreng fra Nepal, der har stået for alle de praktiske tilrettelæggelser for vores ophold i Nepal, og han fulgte os igennem det hele, så vi bare kunne nyde alle de dejlige oplevelser, der ventede på os…
Vi startede med en enkel dag i Nepals hovedstad Katmandu, hvor naturen bød os velkommen med 1 cm store hagl, der bankede ned på vores bil… Jeg må indrømme at jeg var glad for at jeg ikke var en af de super mange scooter-kørere, der var alle steder rundt om os… For til forskel fra Dhaka, der vrimler med rickshaws (cykeltaxi), så kører alle på scootere her i Nepal, hvilket måske siger lidt om den økonomiske forskel på de to lande, selvom Nepal også er et rigtig fattig land.
De næste to dage tog vi på kajaktur ned af Nepals floder.. Ingen af os havde prøvet kajak før, så vi startede ud med et par timers øvelser i at kunne blive redet, …hvis det nu skulle hænde at vi skulle vælte/dreje rundt i båden og vende med hovedet ned i vandet… Derefter tog vi på tomlen, den første og bedste lastbil for at komme hen til floden højere oppe i bjergene… og vi levede livet lidt vild, så vi tog turen oppe på taget af tankvognen.. Kajak kan anbefales, det gir kriller i maven at sejle ned over de små vandfald… Efter min lille arm var godt brugt, gik turen til vores ben… de næste 5 dage tog vi turen op i bjergene.. Mount Everest Basecamp måtte vi erkende ikke blev i denne omgang, men vi besteg Poon Hill, som er 3200meter over havets overflade… og her fra var der den fedeste udsigt til “de store hvide bjerge”… og jeg må sige uhhhhh en udsigt… men inden da skulle vi lige gå 2000 meter op af masser af trappe trin… her var Steffen den hurtige bjergged… med masser af fart( hvis jeg skal sige det) nærmest løb han op ad bjergene… Jaja lidt tyk smører jeg nok på.. men stakkels lille jeg… mine små ben måtte tage trin for trin og afsats for afsats til pause, for kondien var nok ikke den bedste efter 5 måneder i bangladesh uden den store motion… men op kom også jeg!
Turen går langs stier og trapper, som er blevet lavet for mange år siden af folket, der bor i bjergene og langs disse stiger ligger der små tehuse, hvor du kan få en soda eller lidt mad eller en lille seng til at hvile i… Det var disse tehuse, vi brugte efter en dags vandring… Det er bestemt i Nepal, at det kun er de mennesker, der allerede bor i bjergene, som må udbyde husly og mad, hvilket gør at du kommer tæt på lokalbefolkningen og du ikke ender med store hoteller der ville ødelægge det hyggelige liv, der er i bjergene…
På vandring i bjergene skal du hilse for være venlig og dette gøres af alle turister og lokalbefolkning ved at hilse på hinanden med ordet “Namasté”…
Efter vores smukke udsigt gik turen ned af bjerget igen… og her blev vores lægmuskler sat på prøve… og vores rygge begyndte at være lidt ømme af vores bagage…
Det er lidt koldt oppe i bjergene, så vi tager en tur ned til en nationalpark med vilde næsehorn, elefanter, krokodiller og et hav af fugle… Her havde vi 3 dage, som stod på Jeeptur i brændende skove med udkig til dyrelivet, kanotur blandt krokodillerne, vandretur og kastefolket i områdets danse, hvor drenge/mænd danser rundt med pinde og slår dem mod hinanden… Det så nu meget godt ud…
Som afslutning på Nepalturen, havde vi to dage i hovedstaden hvor vi tjekkede hindu og budistiske templer ud… og vores guide fortalte og tegnede… Hvilket gjorde vi fik et godt indtryk af tro, tankegang og kultur fra en nepalesisk mand side… super spændende…
og så sad vi i flyet på vej hjem til vores savnede familier og venner og livet i Danmark, der føles stille og rolig, når det ses i forhold til larmen i Bangladesh…
Vi ses jo nok snart over en kop kaffe!!!

Ja, her på siden er der ikke sket så meget på det seneste… Vi har haft travlt med at sige farvel i Bangladesh og de seneste 12 dage har vi været i Nepal. Her har det stået på ferie før det virkelige liv melder sig igen i Danmark. Jeg ved ikke helt om ferie er det helt rigtig ord, da vi har været ret aktive. 2 dages Kajak på floden gennem mindre vandfald, 5 dages trekking med solopgang i 3200 m som højdepunkt og 3 dage i en nationalpark med elefantridning, jeepsafari, kanosejlads og en masse kultur i Katmandu har været hvad vores dage har gået med her i Nepal.

Imorgen kl. 19.55 lokaltid letter flyveren mod Danmark og med mellemlanding i Doha (Qatar) og Munchen lander vi i København kl. 12.15 dansk tid på mandag den 29. august.

Det er ret specielt at skal forlade denne verden hernede og igen tilbage til det virkelige liv i Danmark… Det er svært at forholde os til. Vi glæder os dog begge til at sætte fødderne på den danske muld og hilse på venner og familie, som vi selvfølgelig har savnet de seneste måneder.

De kommende par uger lukker vi ikke helt ned her. Vi vil skrive lidt mere om vores oplevelse med at sige farvel til Bangladesh og vores sidste tid her. Og der vil også komme flere billeder.

Vi glæder os til at se jer allesammen derhjemme

Steffen (og Helle)

Ja, her i Bangladesh er vi startet de sidste 2 uger i Birganj og det betyder at vi har ret travlt. Der er nogle ting der skal afsluttes og nogle folk, der skal besøges, så tiden kommer til at gå stærkt.

Februar har været en måned, hvor det på den ene side har været hverdag og på den anden side er sket en masse ting. Vi har fået ansat en ny principal – jeg tror det hedder forstander/leder – på vores skole. Vi har været til ansættelsessamtale både på Potnitola-skolen og vores egen skole. Der så vi virkelig hvor svært det er her i yderområderne at få gode folk, der kan snakke engelsk. Det er virkelig svært for mange hernede at snakke engelsk, men jeg tror alle de er bedre til det skriftlig end alle os danskere. I starten af måneden oplevede vi også et forældremøde for hele skolen. Der snakker de lidt om regler og andre praktiske ting. Selvom det lyder en del som et dansk møde, var det alligevel en sjov oplevelse og noget anderledes.

En anden special oplevelse var vores skoleudflugt. En begivenhed som alle lærere og elever glæder sig til. Ved de små klasser skal en forældre med pr. barn, men det endte alligevel med at der var mange flere forældre end lærerne havde regnet med. Det betød at der ikke var sæder nok, så jeg (Steffen) fik den ære at sidde på en havestol i midtergangen af bussen. Lidt småfarligt – men det var rart da der for en gang skyld var plads til mine ben. Vi endte ved Bangladesh’s svar på Djurs Sommerland – der var ikke så mange forlystelser, men der var en lille zoologisk have, så det var egentlig meget hyggeligt. Der var planlagt lotteri og vi havde nogle lege med, men da 250 personer skulle bespises blev det alt for sent, så det nåede vi ikke… Jeg tror, hvis det var mig der havde ansvaret ville der trods alt ha været lidt mere styr på… Da vi skulle hjem kørte vi bare… Der var ikke nogle der talte elever eller forældre… Vi kørte bare (Vi har dog ikke hørt at der manglede nogle)

Nogle af vores Dissability patienter er blevet opereret i løbet af denne måned, så vi var forbi det tidligere danske hospital, hvor de var. Hospitalet er specialiserede i spedalske, som har været og et stort problem i Bangladesh. Nu har de både spedalske og opererer også forskellige handicaps. Det var meget spændende lige at se og også at hilse på nogle af vores patienter.

I flere måneder har lederen fra den skole, der ikke har volontører, plaget os for at komme og besøge dem, og også lavet nogle lærermøder. Det har vi været her i februar. Det har været meget hyggeligt, at give dem nogle redskaber til undervisning, og også se forskellen fra vores egen lærergruppe i Birganj til lærergruppen i Pirganj (den anden skole).

En af vores Hindu-kollegaers mor døde i februar. For hinduer betyder det at de kun må spise en lille smule ris om aftenen, de skal klippe sig skallet, gå i noget hvidt tøj og de må ikke sidde ned. Sådan er det i 13 dage. I slutningen af de dage inviteres venner og familie og spiser en masse mad – samtidig mindes den døde. Vi var inviteret med og vi kom sådan set bare og spiste og så gik vi igen – Det var god mad:)

Selve arbejdet hernede i februar har bestået i at hjælpe med at ansætte nye lærere, ha undervisning (Det er faktisk lidt svært at have fysik/kemi og matematik på engelsk… Der er en masse nye ord der skal læres), afholde lærermøder og computerundervisning. Vi har en egentlig haft okay travlt i februar.

Det var vores februar måned… en måned, hvor det var lidt hverdag, samtidig med at der egentlig skete en masse ting.

Hyg jer hjemme i Danmark

Steffen (og Helle)

Ja, så begynder det lige så stille at nærme sig med vores hjemtur. Vi har bestemt os til at vi nu snart skal til at se Danmark igen. Det betyder at vi om ca. 14 dage siger farvel til Skolen i Birganj og tager et par dage til Dhaka inden vores visum udløber den 20. marts. Fra Dhaka tager vi til Nepal, hvor vi vil bruge 10-12 dage med trekking og andet sightseeing inden vi den 28. marts sætter os i et fly mod Danmark. Vi lander i Kastrup Lufthavn den 29. marts kl. 12.15. Glæder os til at se jer alle sammen igen.

er en af vores Dissability-patienter. Da hun var 9 aar var hun nede at bade ved floden og mere ved hun ikke.

Ritamoni - foerste gang vi moedte hende

For da hun vågnede havde hun ligget i vandet i for lang tid uden at få luft, og fik derved en hjerneskade. Da hun vågnede var hun lam og havde svært ved at snakke.Hun har været patient ved skolens Dissability program fra programmets start for 2 år siden – hun havde simpelthen den tvivlsomme ære at være den første patient. Hun kunne ikke gå og kunne kun sidde. Efter 6 måneder ved at følge nogle øvelser kunne hun gå ved hjælp af en krykke. Hun er nu 17 år og kan gå ved hjælp af en stav.

Hendes problem nu er at hendes familie er meget fattige. Hendes far er tigger og hendes blinde mor sidder derhjemme. Lige nu er hendes søster den eneste der kan tage sig af hende, men hun er også gift og skal passe sin egen familie. Deres hus har de bygget (hvis man kan sige det om en bambushytte) på statens jord og det betyder at staten lige pludselig kan komme og kræve jorden, så har de ingen hus.

Vi fik fra Aarhus Bykirke og Ung Uge, Bethania Herning samlet omkring 11.000 kroner ind og har fra de penge støttet hende til at kunne klare sig selv. Hun har med hjælp fra Dissabilityprogrammet fået undervisning i at sy og vi har købt en symaskine til hende for ca. 500 kr. Samtidig har hun lejet en lille bod på markedet til ca. 7 kr og på den måde kan hun nu få lidt indtægt ind.

I den sidste måned er der også nogle patienter, som er blevet opereret for forskellige handicaps. Disse kan vi nu hjælpe med diverse hjælpemidler fra vores lille pour-fond.

Ritumoni med hendes nye symaskine

I det hele taget må vi bare sige at hernede bliver selv små skavanker til livsvarige handicaps. Hvis der gennem øvelser, træning og anden hjælp blev taget hånd om det – ligesom i Danmark – ville de slet ikke udvikle sig, som de gør hernede. Men desværre er resourcerne ikke til.

Skolens Disabilityprogram har ingen midler, men kun 1 ansat og alligevel kan vi se at det gør en stor forskellig for patienterne.

Jeg (Helle) sidder nu og kigger tilbage på den sidste månedes tid. Det er Bangladesh’s koldeste måned d.v.s. imellem 10-15 grader, hvilket jo egentlig er ok sammenlignet med Danmarks 18 minusgrader, så vi klager ikke. Dog har vi om morgenen og aftenen nydt at sætte os til rette under dynerne for at få varmet kroppen igennem, da huset ikke er isoleret og varmekilder kun består af bruseren og hinanden…
Apropos hinanden, så har Anne været hos os hele januar måned, hvilket har været til stor varme, hygge og dejlig tiltrængt selskab… for vi to “rejsegalemennesker” savner lidt det kolde nords menneskers HYGGE, andre at snakke med (end bare lige hinanden) og jeg fornemmer, at Steffen har sendt mange misundelsestanker hjem ad, mod hårde håndbremsninger, 180 grader vendinger, ski, i Danmarks nye sne historie…
Anne kom herned for at skrive en opgave ud fra vores Dissabilityprogram. Hvilket gjorde at det helt naturlig har haft vores fokus i denne måned. Her vil vi rigtig gerne sende en stor TAK til Århus Bykirke og Herning IMUs ung-uge, for alle de penge de har sendt her ned til støtte hertil. Penge, der har gjordt det muligt, feks at give en pige – med en blind mor og en far som tigger – en mulighed for at tjene penge til hende og sine foraeldre ved at give hende en symaskine… Dejlig at opleve at små penge, kan gøre stor forskel hernede!!!
… Nåå ja, men i kølvandet af at vi skulle ud og se til dissabiliti, fik Steffen mulighed for at lege lidt på naboens motorcykel, så vi kunne komme rundt fra landsby til landsby… hertil kan kun siges “SSHHUUMMM drengerøven er sluppet løs” og må indrømme, at jeg også nød det, at sidde der sammen med Steffen, håret der flagre og bare køre derud ad…

… Men ud over at Anne skrev opgave, var der jo også bare rigtig god tid til tøssehygge, pigefilm, bagning, lange gåture, spontan bankebøfleg med fattige børn fra en landsby, opstart af en lille tøse-banglaskole for Anne og jeg, spil og meget mere… “og hvad lavede Steffen så”… Ja, jeg tror han tog chancen til at fordybe sig i noget langt vigtigere, end alt dette tøsefnidder… – Et godt solid fodboldspil, hvad jeg ved af, noget med at vinde, købe og taktik…

… men indimellem i løbet af Januar skete der noget andet. Vi fik besøg af vores med volontørvenner Maria, Birgitte samt Moni – hende vi også holdt jul hos. Dejlige dage som stod på endnu mere dansk hygge, stille rolig picnic ved floden (kun med 6 mennesker der stod og kiggede), dissability, 10 mennesker i en seng til film og misty-smagning osv. Hertil skal siges, at Misty er en delikatesse her i Bangladesh af den meget søde art, hvilket jo skulle afprøves inden Birgitte vente næsen hjemad igen mod Danmark – dog er det ikke alle misty’er du frivilligt bare sådan lige putter ind i din mund… (Tjek billeder så forstår du…)…
… Men den store kulturelle oplevelse for mig i januar var vores tur til LAMB hospitalet. Her skulle vi besøge Hannah (fra USA) som vi havde mødt i Dhaka på sprogskole. Hun havde arrangeret, at vi kunne komme på hospitalet og se alt hvad de lavede… og jeg mener ALT… fx var vi inde på fødegangen, hvor vi gik igennem få minutter efter en mor lige havde født og en anden lå klar til snart at skulle… Vi besøgte også hospitalets ergo/ genoptræningsafdeling… Vi overnattede i deres guesthouse og om aftenen besøgte vi så LAMB hospitalets cellegruppe… Her sad vi mennesker fra alle mulige lande, læger, lærere og børn sammen og læste i Biblen på måske 6 forskellige sprog… og alligevel havde vi følelsen af at her er vi sammen om noget, vi alle synes giver mening…
…Alt i alt har januar været en kold måned, dog ikke så kold, som vi havde forestillet os. Det har været en måned med masser af dejlig besøg. og til slut, desværre et farvel og på gensyn med “Anne-Pande”… Dette gjorde vi nu med maner… Vi tog en dag ind på Nordic Club, et sted i Dhaka hvor alting er som i Danmark – næsten. Vi kunne bade i badetøj, spise brændende kærlighed og ligge og nyde at se vores fed blege krop blive brunere…

Tak Anne for Dejlige oplevelser sammen!!!